Hr. skoleinspektør,
Af Per Schultz

Vedlagt returneres en eftersidning
som jeg ikke har tænkt mig
at møde til
Jeg har ikke tid.

At jeg i torsdags
kom for sent
skyldes
som De måske ved
fra Deres datter
at jeg havde bollet hele natten
og derfor var lidt træt
da min mor
som hun plejer
lidt over syv
vækkede mig
med kys og kryddere
noget som ikke sker hver dag
(krydderne ihvertfald)
men på fødselsdage
som i torsdags
hvor jeg fyldte femten.

Jeg var altså vågen
sådan da
og da jeg som de ved
bor lige i nærheden af skolen
kunne jeg have nået det
hvis jeg ville.
ikke fordi jeg nogen sinde
har tænkt over
om jeg vil
gå i skole
det gør man jo.

Men netop i torsdags
hvor min krop var mæt
og min mor var glad
(hun har fået arbejde igen)
faldt det mig ind
at jeg kunne blive væk
fra den første time
hvor vi
som De ved
har historie
med Andersen.
Ikke fordi
jeg har noget imod
historien
eller Andersen
Han er såmænd flink nok
og historien er vel
som den er
eller var
og det vil den sikkert også være
næste torsdag
hvor jeg heller ikke kommer.
Ikke fordi Ulla og jeg
nødvendigvis
skal bolle hver onsdag
ligesom jeg naturligvis
ikke har fødselsdag
men fordi jeg i torsdags
hvor jeg af nævnte grunde
blev liggende i sengen
faldt over en artikel
i avisen
som jeg ellers aldrig læser
men som min mor
havde lagt under akvariet
der er lidt utæt
men ikke mere
end at jeg kunne forstå
at der er mere end 60.000 atombomber
i verden
at der er 15 tons trotyl
til hvert menneske
på Jorden:
Dem og min mor
og Andersen
og hele 8.u
og min farmor
som næsten ikke kan gå
og Christensen
og min lillebror
og Ulla
og mig.

Under de omstændigheder
fandt jeg det ærligt talt
helt ligegyldigt
om jeg kom
til Andersens time
eller i skole
i det hele taget
hvorfor jeg
som De ved
blev liggende.

Ikke fordi jeg tror
det hjælper noget
men jeg kan heller ikke se
hvad det skal nytte
at stå op.

Jeg kommer derfor ikke
til deres eftersidning
men vil indtil videre
mens jeg tænker over det
blive i min seng
hvad jeg håber
De vil fortælle Ulla
ved lejlighed.

Venlig hilsen,
Per Schultz